En mand i midt-tyverne blev fredag aften skudt og dræbt i Hässelby i det vestlige Stockholm. Tre teenagere er blevet anholdt, mistænkt for at være involveret.
Skyderiet fandt sted lige før klokken 20.00 fredag udendørs i et boligområde. Manden blev fløjet med lægehelikopter til hospitalet, men hans liv stod ikke til at redde.
Vidnet Zara befandt sig i området sammen med sine niecer, nevøer og sin ti måneder gamle søn i en barnevogn. Hun hørte et skud og så en mand skyde mod en anden.
– Jeg sagde til dem: Nu løber vi. Og de var så dygtige. De løb bare, siger Zara.
Politiet oplyste lørdag, at tre teenagere er blevet anholdt; to under 18 år og én på 19 år. Anklageren skal senest tirsdag anmode om at få dem varetægtsfængslet eller løslade dem.