CDU’s kvindeforbund har indgivet et forslag om at forbyde burka og niqab i offentlige rum forud for partikongressen. Koalitionspartner SPD er imod og advarer mod at patronisere kvinder. Debatten genopliver gamle kontroverser om kvinders rettigheder og friheder.
I Berlin har CDU’s kvindeforbund genantændt debatten om forbud mod fuldt tilsløret i offentlige rum. Til kristen-demokraternes føderale partikongres den 20. og 21. februar i Stuttgart er der indgivet et forslag om at forbyde brug af «burka, niqab og tilsvarende ansigtsslør». En af initiativtagerne, Zemfira Dlovani fra kvindeforbundets føderale bestyrelse, forklarede til RedaktionsNetzwerk Deutschland (RND): «Man ser flere og flere kvinder med slør i Tyskland – ikke kun i store byer, men også i mindre. Vi må ikke tillade det. Vi har kæmpet for længe for kvinders rettigheder i dette land.» Hun understregede, at at se ansigtet er en del af social interaktion, og at det handler om kvinders rettigheder, ikke religiøs frihed. Der er ingen pligt for muslimske kvinder til at tække ansigtet; det praktiseres kun i radikale grupper. «Det er på tide at tage fat i sagen.» Forslaget støttes af kvinderne i Unions parlamentsgruppe i Forbundsdagen. Mechthild Heil (CDU), gruppens formand, sagde til RND: «Som kvinde synes jeg fuldt tilsløret ansigt i offentlige rum fremmedgørende.» Et forbud ville være et engagement for selvbestemmelse, lighed og sikkerhed. «Vi skal stå op for vores værdier – burkaen signalerer en bevidst afvisning af dem.» Forslaget argumenterer for, at et forbud ville signalere mod tvangs-sløring og fremme integration. Sløring skaber parallelle strukturer og hindrer identifikation for politi og sikkerhed. Kravene møder dog modstand fra koalitionspartner SPD. Carmen Wegge, formand for SPD-kvinderne og talskvinde for rets politik, udtalte: «Det er vigtigt, at kvinder lever selvbestemt og frit uden patronisering eller pres. Et generelt forbud mod fuldt tilsløret ville ikke gøre retfærdighed mod disse krav.» Ingen kvinde skal tvinges til at bære noget, hun ikke vil. Tyskland har gentagne gange debatteret et sådant forbud uden resultat. Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International kritiserer det som indblanding i grundlæggende friheder; juridiske eksperter tvivler på dets forfatningsmæssighed. Nogle delstater har regler for embedsmænd eller skoler, mens Frankrig og Belgien har generelle forbud. Selv et partikongresbeslutning fra CDU ville komplicere gennemførelsen uden SPD’s godkendelse.
