Regeringen har besluttet at fase bilateral hjælp til Bolivia, Liberia, Zimbabwe, Tanzania og Mozambique ud for i stedet at støtte Ukraine. Hjælpe- og minister Benjamin Dousa retfærdiggør beslutningen med Ukraines presserende behov, men den møder stærk kritik fra hjælpeorganisationer og oppositionen. Kritikere advarer om, at fattige lande og demokratiprojekter bliver opgivet.
Den 5. december 2025 annoncerede hjælpe- og minister Benjamin Dousa (M) på en pressekonference, at Sverige faser bilateral udviklingshjælp til fem lande ud: Bolivia, Liberia, Zimbabwe, Tanzania og Mozambique. Midlerne går i stedet til Ukraine, som ministeren beskrev som et 'afgørende øjeblik for Europas historie' på grund af det store behov der.
Beslutningen har vakt stærk kritik fra hjælpeorganisationer. Mattias Brunander, generalsekretær i Diakonia, siger: 'Man opgiver demokrati bevægelserne, der har været støttet i lang tid med gode resultater.' Diakonias arbejde i Zimbabwe, der styrker lokal demokrati fra et køns perspektiv, rammes direkte og har været 'extremt effektivt', ifølge Brunander. RFSU's generalsekretær Ingela Holmertz advarer om, at et unikt netværk for seksuel og reproduktiv sundhed i Liberia risikerer at kollapse, inklusive fremskridt mod stærkere abortrettigheder. Cecilia Chatterjee-Martinsen fra Save the Children kalder det bekymrende, at støtte til Ukraine kommer på bekostning af verdens fattigste lande, hvilket risikerer lukning af skoler og helseklinikker. Julia Schalk fra WaterAid peger på, at hjælpen flyttes til områder som svensk handel og genindvandring.
Oppositionen er enig i kritikken. Socialdemokraten Morgan Johansson beskriver det som 'dybt uansvarligt' og 'forhastet og sløset' uden ordentligt grundlag eller virkning vurderinger, hvilket reducerer Sveriges internationale indflydelse. Centerpartiets Anna Lasses kalder det 'virkelig uheldigt' og advarer om, at Rusland og Kina kan overtage indflydelse i Afrika; hun foreslår et separat fond til Ukraine. Enhedslisten Lotta Johnsson Fornarve ser det som et hårdt slag for de fattigste, der rammer kvinder, børn, demokrati, rettigheder og klima. Socialistisk Folkepartiets Janine Alm Ericson kritiserer regeringen for at prioritere skattelettelser for de rige og genindvandringsstøtte frem for en sikrere verden.
Regeringen hævder, at hjælpen til disse lande ikke har haft den ønskede effekt, men Sidas Ulf Källstig imødegår, at landene stadig har store behov, med vækstrater på 6-7 procent i Mozambique og Tanzania over de sidste 10-15 år, dog fra lavt udgangspunkt. Kritikere som Brunander bemærker, at beslutningen afviger fra hjælpens mål om at reducere fattigdom og i stedet motiveres af svensk sikkerhedspolitik, hvilket betyder, at fattige lande betaler prisen.
